Du er her: 

Prædikenrefleksion til 3. søndag efter påske

Johannesevangeliet kap. 14, vers 1-11 i Bibelen 2020-oversættelse:

Jesus fortsatte: ”I skal ikke være bange. Tro på Gud, og tro på mig. I min fars hus er der mange værelser – ellers ville jeg ikke have sagt, at jeg tager afsted for at gøre klart til jer. Når jeg har gjort det, kommer jeg tilbage og henter jer, for I skal være der, hvor jeg er. I kender vejen til det sted, hvor jeg skal hen.” ” Men, Herre, vi ved ikke, hvor du skal hen” sagde Thomas. ”Hvordan kan vi så kende vejen?” Jesus svarede: ” Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til min far uden om mig. Når I kender mig, kender I også min far, og fra nu af kender I ham og har set ham.”

”Herre, vis os din far,” sagde Filip. ”Det er nok for os.” ”Filip” svarede Jesus, ”nu har jeg været sammen med jer så længe, og du ved stadig ikke, hvem er jeg? Den, der har set mig, har set min far. Hvordan kan du så sige: ”Vis os din far? Tror du ikke på, at jeg er i min far, og min far er i mig? Det, jeg siger til jer, er ikke mine egne ord. Min far bor i mig, og det er ham, der handler gennem mig. Tro på mig, når jeg siger, at min far og jeg er en enhed. Og hvis I ikke tror på mig, så tro på det, jeg gør.”

Johannesevangeliet kræver at man læser langsomt, nemmest er det faktisk at læse det op med lyd, for sig selv.

For ordene slynger sig ind i mellem hinanden, som kæder af mening og sammenhæng væver Jesus en sammenhæng frem for os: en sammenhæng mellem Gud fader i himlen, Guds søn Jesus Kristus og så os, hans menneskebørn. Som en treklang der hænger og svæver i rummet, forbinder Jesus sig med det guddommelige i universet samtidig med han forbinder sig med os i det det jordiske. Og han får sagt at vi hænger sammen – ånd og jord, Gud og menneske.

I det hele taget kommer vi slet ikke udenom at tale i billeder, bruge billedsprog, metaforer, når vi skal forsøge at nærme os det guddommelige.

Det kan synes banalt at vi bliver nødt til at bruge billeder til at beskrive det ubeskrivelige. Men det er simpelthen fundamentet for at vi overhovedet kan tale og forstå. Og jeg tror også det er der man går galt i byen når man skændes om hvad man skal tro om det der står i biblen eller ej. De såkaldte fundamentalister på den ene side – der påstår de tror bogstaveligt på hvad der står. Overfor dem der siger de forstår biblen billedeligt, som symboltale eller metaforer. Begge lejre kan udtrykke sig ret så kluntet og som regel rammer de ved siden af pointen, efter min mening.

På den ene side – at sige man tror på bibelen i bogstavelig forstand er egentlig noget vrøvl, for bibelen er så fuld af billeder at hvis man ikke forstod dem som metaforer, ja, så forstod man ikke et kvæk. Men mange af billederne er så indlejrede i vores sprog at vi er holdt op med at forstå dem som billeder.

Og dem der taler om at forstå billedligt og ikke bogstaveligt går også ofte fejl af dybden og rækkevidden af biblens billedsprog. Det er nemlig ikke bare billeder brugt for at smykke sproget eller for at gøre det hele lidt mere spiseligt. Nej, at biblen bruger metaforer er så grundlæggende at vi ikke kan komme ned bag om metaforerne, afdække hvad de så betyder – som om det er et æskespil hvor man kan løfte låget og finde endnu en æske og løfte låget. Billedet er virkeligheden, eller billedet er sandt, og det vi har at forholde os til. Det er hvad vi får.

Billedet kan så være så kraftigt og virkefuldt at det sætter sig fast i sindet som et mærke, som noget der kan lede os på vores egen vej gennem livet. Beskrivelser af Gud, billedlig talt, de følger os og skal ikke oversættes til noget andet, men er helt afgørende for hvilke billeder vi gør os af Gud, hvilken opfattelse vi har af Gud.

”Jeg er vejen, sandheden og livet” – en kraftig og virkefuld beskrivelse der for mange er blevet dannende for hvordan de forestiller sig Gud.

Hvad mener Jesus når han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Og hvor er det han går hen, og hvordan kan vi følge ham? Det er ikke så mærkeligt at de stakkels disciple ikke kan følge ham, ikke forstår.

Jesus rydder nyt land. Han baner sig vej igennem vildnis og krat, han skærer sig igennem hvor der ikke har været nogen vej før, går hvor det virker fuldstændigt usandsynligt at nogen skulle kunne gå. Hvis du ikke tror, så se på selve gerningerne: Han følges med de ugudelige, dem ingen andre vil være sammen med. Han spiser sammen med de uspiselige, de syge, de udstødte, kvinderne, børnene, de svigtende og de fallerede.

Og han går den ultimative vej, igennem døden, igennem et mørke som ingen af os kan gå igennem af os selv, som uvægerligt vil opsluge os alle sammen, før eller siden. Og nu står han på tærsklen til at skulle gå det sidste stykke vej, fra jord til himmel.

Derfor kan han sige, og kun derfor giver det mening at han kan sige: Jeres hjerter må ikke forfærdes. Og det er i sandhed en metafor. En metafor er jo en måde at overføre betydning fra et område til et andet. Ved at bruge ord der i sammenhængen kommer til at betyde noget andet. Og betydningen følger med.

Jeres hjerter må ikke forfærdes! I sig selv kan et hjerte ikke være forfærdet. I sig selv er et hjerte en muskel, en livsvigtig del af vores krop, den del der pumper liv rundt i hver eneste del af vores krop. Hjertet er fuldstændig vitalt for vores overlevelse på det rent fysiske plan. Og derfor bliver hjertet en metafor for det sted hvor vores overlevelse også på det sjælelige plan bor. Se med hjertet. Hør med hjertet. Føl med hjertet. Tro med hjertet. Hjertet kan mange ting. Og hjertet kan være forfærdet. Hvis det er faret vild, dømt ude, forladt og knust.

Jesus sætter et billede op for os som vi kan tage til os i hjertet. Jeres hjerter må ikke forfærdes. For der hvor han tager hen, er der så mange rum, så meget plads at der er plads nok til os alle. Og vejen? Ja, den går Jesus for os, og med os. Vi skal ikke selv rydde nye veje eller bane os vej hvor vi ikke kan bane os vej. Vi kan slå følge med Jesus, lade ham om at finde vej. Det er et billede der er til at leve – og dø – med. Et billede der kan vokse fast i hjertet, og oplyse alle de veje vi kommer til at gå.

Det tror jeg på. Det ønsker jeg at tro på. Men forklare det eller bevise det på andre måder end med billeder, det kan jeg ikke.

Sognepræst Marianne Telling